’Demokrati under udvikling’ for ungdomsuddannelserne

I dag relancerer Undervisningsministeriet kampagnen ’Demokrati under udvikling’ med særligt fokus på landets ungdomsuddannelser. 

I forbindelse med relanceringen deltager Undervisningsministeriet sammen med en bred gruppe af samarbejdspartnere på Ungdommens Folkemøde i september 2018. Sammen med Ungdomsbureauet deler Undervisningsministeriet visionen om at understøtte unges samfundsengagement gennem deltagelse, samtale og fællesskab. Det er med fremtiden borgere, at vi kan løse nutidens udfordringer, og det er de unges demokratiske stemme som skal udvikle demokratiet. 

UFM'18 afholdes i Valbyparken den 6.-8. september 2018. Læs mere om Ungdomsbureauet og Ungdommens Folkemøde på www.ufm18.dk.   

Her på sitet vil du frem til sommerferien kunne følge med i nye projekter og aktiviteter der offentliggøres i forbindelse med Undervisningsministeriets deltagelse på UFM’18. Her kan du blive klogere på arbejdet med demokratisk dannelse i undervisningen og finde inspiration til planlægningen af skoleåret 2018/19.

Baggrund

Undervisningsministeriet lancerede i januar 2018 kampagnen ’Demokrati under udvikling’ og offentliggjorde i den forbindelse materialer til arbejdet med fællesskab, demokrati og medborgerskab som ligger tilgængeligt her på sitet. Udover materialer findes en række redskaber, der kan understøtte elevernes kritiske refleksion og kompetencer til at handle demokratisk. Demokrati under udvikling' løber i hele 2018, og er målrettet alle grundskoler, produktionsskoler, ungdomsuddannelser og almene voksenuddannelser. 
 
Alle skoler og uddannelsesinstitutioner tilbydes fortsat sparring i forbindelse med planlægning af forløb og aktiviteter der understøtters af kampagnens materialer, herunder eventuel planlægning af en temauge.